Hvis du er interesseret i at lære at spille sækkepibe eller skotsk tromme, kan du få undervisning af kvalificerede instruktører i The Heather Pipes & Drums of Copenhagen. Bandet har begrænsede instruktørressourcer, og derfor skal du i første omgang kontakte bandets instruktører for at høre nærmere om dine muligheder. For at modtage undervisning skal du være medlem af bandet. Den første måned er gratis, derefter er kontingentet kr. 100,- om måneden og pris for undervisning aftales med instruktør.
Bandet forventer, at du som medlem deltager aktivt i bandets aktiviteter. Dit kontingent vil gå til blandt andet vedligeholdelse af instrumenter og indkøb af uniformer. Som sækkepibeelev vil du i begyndelsen kunne låne en sækkepibe af bandet, men eftersom sækkepiben er et personligt instrument, forventes det, at du sidenhen køber din egen. Prisen for en udmærket sækkepibe er ca. 10.000-12.000 kr. Som trommeelev og trommeslager vil du kunne benytte bandets trommer, men du skal selv købe trommestikker og øvetromme. Når du kan spille bandets standardrepertoire, får du udleveret en uniform, så du kan optræde med bandet.
Om sækkepiben
Når du begynder at lære at spille sækkepibe, lærer du først den grundlæggende teknik på en slags øvefløjte, kaldet en practice chanter. Det er meget anderledes at spille på selve sækkepiben, end på practice chanter’en, og derfor vil der gå et stykke tid, før du vil blive introduceret til den.
Om trommen
Når du begynder at lære at spille skotsk tromme, lærer du først den grundlæggende teknik på en øvetromme, der er en hård gummiplade, der kan lægges på et bord. Den skotske tromme er noget anderledes end andre marchtrommer, og derfor vil også en øvet trommeslager opleve, at den skotske tromme er teknisk udfordrende. Ud over den traditionelle march-tromme består trommegruppen også af såkaldte tenortrommer og en stortromme.